KP70


 The anniversary cake being revealed by Olga Sandborg. (Photo: Gerd Høyer)


The Artists Easter Exhibition 70 years

The 70 years anniversary was celebrated at the opening of KP16 & SPRING16 saturday, March 19. The KP board had invited the danish artist and writer Christian Schmidt-Rasmussen to give a speech on KP especially for this occasion. (It's unfortunately not yet translated to english).

Additionally, To meet the tradition of any proper anniversary we have also made an exstraordinary cake, which was very popular.


(Photo: Gerd Høyer)

(Photo: Kunsthal Aarhus)



KP70 - Anniversary speech

by Christian Schmidt-Rasmussen

(Unfortunately not yet in english)


Christian Schmidt-Rasmussen holds the anniversary speech at the opening KP16 & SPRING16 in Kunsthal Aarhus (Photo: Kim Haugaard/Aarhus Stiftstidende).


Hej KP!

Der er ingen tvivl om at tiden gnaver ubønhørligt på kunstens institutioner. Vi bliver alle skyllet væk af historiens tidevand. Det skal vi ikke glemme. Vi bliver alle til støv, og vender tilbage til de stjerner vi er født af. I det perspektiv kunne vi sætte os med korslagte ben og stirre afklaret ind i evigheden og lade os føre med. Det ligger bare ikke til mennesket. Vi er for foretagsomme. Vi har lige noget vi skal nå, før evigheden sætter ind. Lige en hylde der skal sættes op, lige et digt der skal skrives, lige et liv der skal leves.
I de her år har en hel masse folk uhyre travlt med at skue ud i fremtiden eller fortiden. De har travlt med noget, der hedder traditioner og realpolitik. De har så frygteligt travlt med at sætte en masse ligegyldige etiketter på alting, at de glemmer det liv der leves. De glemmer, at man ikke kan skelne mellem fortid, fremtid og nutid. Det hele er er den pærevælling, der kaldes dagligdagen, hvor vi både skal huske og tænke forud og lige undgå den bil, der kommer bragende overfor rødt. På samme måde er det med KP og kunstens andre institutioner. Vi skal selvfølgelig ikke glemme fortidens dyder og fejl, og vi skal heller ikke glemme fremtidens tilsyneladende uendelige muligheder. Men det der til enhver tid gælder, når vi fejrer noget, det er os lige her. Kunsten lige her, dem der har lavet den, dem der ser på den og dem der allernådigst har bedømt den. Hvis I er tilfredse, har KP relevans. Det er det, der er målestokken. Det er det der gør, at man går videre med arbejdet.
Som kunstner har man en kedelig tendens til at ville måle sig med evigheden, det internationale eller hvad for et spøgelse verden nu for tiden bliver hjemsøgt af. Glem det. Arbejd. Tænk. Gør noget. Det er den nye kanon. Det er det, vi skal måle os ved.

Og her har en del institutioner, deriblandt KP, vist sig leveringsdygtige i vedholdenhed. Stamina eller rygrad som jeg har plaget mine drenge med. Rygrad er ikke at give op, når man lige pludselig er umoderne og ude af trit med tiden. Hvad det så end betyder i øvrigt. Rygrad er ikke at tilpasse sig, for meget i hvert fald. Rygrad er at holde fast i hvad man kan, og ikke tro at man er irrelevant bare fordi, at der også er andre ting, der sker i tiden. Det der heldigvis er sket gennem min tid som billedkunstner er, at det er blevet bredere og langt mere mangfoldigt. Der i starten i midtfirserne skete der virkeligt ikke meget. Der var sammenslutningerne, de censurerede udstillinger og et par enkelte kommercielle og et par enkelte kunstnerdrevne gallerier af betydning i Danmark. Dansk kunstliv virkede lidt hengemt, og var i hvert fald ikke særligt livligt. Og her var en af de få åbninger, der var dengang, de censurerede udstillinger. En kort række år var de et naturligt fokus for en ung kunstner. Jeg siger en kort årrække, for den gang var det hovedsageligt debutant udstillinger, og det er begrænset hvor mange gange man kan debutere uden at virke fjollet. De var et sted man startede.
Siden har de censurerede udstillingers rolle selvfølgelig ændret sig, for hele landskabet har ændret sig. Der er langt flere aktive kunstnere, end der har været før. Det hele er langt mere professionelt, både på den gode og den dårlige måde. Og her holder de censurerede udstillinger fast i et klassisk amatørbegreb. Der er noget grundliggende aristokratisk ved den klassiske amatør, man er i det her af lidenskab, ikke for pengene. Pengene er ligefrem lidt smudsige i det klassiske amatørbegreb. Det her er folk, der har råd til ikke at gøre det her til en forretning. Set i et større perspektiv er det selvfølgelig et tveægget sværd, for penge har faktisk demokratiseret kunsten. Jeg ville ikke have råd til at lave kunst i det omfang jeg gør til daglig, hvis jeg ikke kunne skrabe lidt ussel mammon sammen. Men set i KP’s perspektiv, åbner det for en helt anden måde at se KP’s rolle. Gennem årene har jeg siddet som censor på en del forskellige udstillinger, og udover de unge kunststuderende, som er begyndt at vende tilbage til de censurerede, er der en stor gruppe kunstnere, som jeg har hæftet mig ved. Den vedholdende amatør, som man ser dukke op igen og igen rundt om. Når jeg så spørger hvorfor de ikke er blevet professionelle, er der ret mange forskellige svar. En del har et arbejde, som de absolut ikke har lyst til at give op, nogle ved ikke rigtig hvordan de skal gøre, nogle har simpelthen ikke lyst, andre har ikke råd, nogle er langtidssyge, nogle laver kun kunst, når det lige falder for, osv. osv.. Men de har i hvert fald de censurerede udstillinger de kan vende tilbage til, når de vil vise os andre, hvad de har lavet. Og det er ikke uinteressant hvad de viser os, det er tit god kunst, men det bunder også i en helt anden arbejdsetik end den professionelles. Jeg må bare minde om diskussionerne om forholdet mellem professionelle og amatører i forhold til politikere. Her kan vi vist godt blive enige om, det ikke er af det dårlige, at alle politikere ikke er professionelle, at de ikke alle er politter, at de ikke alle er født ind i politik. Forventer vi ikke af vores politikere, at de vil vælges, fordi de har holdninger, og ikke fordi det er et arbejde? Alting er blevet så professionaliseret, at hvis man ikke holder fast i andre positioner, går det hele op i projektplanlægning og formidlingsstrategier.
Nå, men for at runde af, min pointe er, at der er brug for mange positioner i kunsten, og at det som en selvfølgelighed indbefatter KP. Jeg vil slutte af med at ønske tillykke til dem, der får det hele til at køre år efter år, og ikke mindst til dem, som stædigt sender ind uden at vide, hvilken skæbne deres værker får.

Christian Schmidt-Rasmussen


Christian Schmidt-Rasmussen - again. (Photo: Gerd Høyer).

Christian Schmidt-Rasmussen is a danish artist living in Copenhagen.
He works mainly with painting and text.
Repræesented by Nicolai Wallner Gallery. Awarded with third prize in Carnegie Art Award 2012, and have attended at numerous exhibitions in Denmark and abroad.
Jury member at KP06 and KP14.
View Christian Schmidt-Rasmussens own blog here. View CV here.

Kunstnernes Påskeudstilling
Kunsthal Aarhus, J.M. Mørks Gade 13,
DK-8000 Aarhus C
Kontakt: info@kp-spring.dk // Tlf.: +45 22512243

KP on Facebook